Min pengehistorie

En efterårsdag  i 2015 sad jeg i toget på vej fra København mod Aarhus. Jeg var på vej til mit sidste studieår på Journalisthøjskolen. Jeg var udkørt efter en barsel, som havde budt på en fødselsdepression og vores SU-økonomi, som ellers havde været perfekt, efter vi selv havde sparet op til bryllup, købt second hand til vores barn og lavet madplaner, sejlede igen med kassekredit. Jeg var træt af, at vores økonomi skulle fylde så meget, give søvnløse nætter og bekymringer over, hvis der pludselig dukkede en uforudset udgift op. Jeg forstod det ikke. Hvorfor var jeg igen endt med en dårlig økonomi, når jeg egentlig var ganske fornuftig? Jeg havde brug for at sætte ord på det, så jeg begyndte at skrive om min privatøkonomi. For bedre at kunne forstå, hvorfor jeg var havnet her. 

af Mille Skjold Madsen

Det her er min pengehistorie: 

Et af mine tidligste pengeminder er fra en lejrtur til Bornholm. Jeg havde fået 100 kroner med til turen, og i stedet for at bruge dem på is og slik gemte jeg pengene, og på sidstedagen købte jeg en Hammershus-figur til min far. 

Min far var økonom og en excel-nørd. Han lærte mig at holde orden på lommepengene ved at skrive ind i excel-arket, hvad jeg brugte dem på. Jeg havde også en lille business kørende, hvor jeg strøg hans skjorter for 10 kroner stykket. Pengene satte jeg ind på en bankbog, men skulle det gå vildt for sig, tog jeg i Amager Centret og købte en bog. Bøgerne var mit fristed i en kaotisk opvækst med en handicappet lillebror, der nærmest havde postadresse på Riget.  

Min lillebror har Downs Syndrom, men det har været hans hjerte, leukæmi og infektioner, der har fået ham indlagt gennem det meste af min barndom. Jeg vidste aldrig, hvad dagen ville bringe, når skoleklokken ringede ud. Derfor havde jeg også altid en bog i skoletasken, hvis jeg skulle direkte på hospitalet.

Flere gange har min lillebror været ved at dø. Det er han stadig, men vi ved ikke, om det er i morgen eller om fem år. 

I teorien burde han være død for længst. I virkeligheden lever han stadig. 

Derfor kunne vi ofte tage på meget spontane ferier, hvor jeg blev hentet efter skole og så var det hu-hej afsted til Lalandia, fordi vi ikke vidste, om det var sidste udkald for familiehygge. Jeg lærte, at når livet er kaos, så må man godt bruge penge. For man ved jo ikke, om man har i morgen, og den adfærd tog jeg med i mit voksenliv. 

Ung og vred 

Som teenager kom der en reaktion. Jeg blev vred. Havde brug for space. Jeg begyndte at bruge penge på byture, og bøgerne blev erstattet af shopping. For at få råd til mine udskejelser arbejdede jeg i et supermarked efter skole. Her mødte jeg også min mand, Jacob. 

Han var 20, og jeg var 17, og vi fandt helt kliche-agtigt sammen til julefrokosten på arbejdet. Jacob havde lige fået egen lejlighed, og vi havde begge ikke mange penge, så på en af vores første dates spiste vi risengrød, og der gik tre måneder, før vi overhovedet tog på en restaurant. Efter et par måneders kæresteri, fik min far pludselig en blodprop i hjernen. 

Med al den sygdom i huset, havde jeg brug for luft. 

På min 18-års fødselsdag flyttede jeg hjem til Jacob. Det var slet ikke ideelt efter så kort tid, men jeg havde ingen andre steder at tage hen. Vi besluttede, at det var midlertidigt til, jeg blev færdig med 3.g. Nu har jeg været her i 14 år. 

På det tidspunkt kunne jeg få udeboende SU under særlige omstændigheder på grund af min familiære situation. 3.000 kroner udbetalt. Overhovedet ikke nok til at jeg betale halvdelen af regningerne, så vi fik hurtigt fællesøkonomi og fik det til at løbe rundt med min SU og Jacobs fuldtidsløn. 

I juni 2008 fik jeg min studenterhue efter at have været oppe i fuld pensum i alle fag. Det var ellers lige før, det ikke skete med 70 procents fravær, men jeg kunne mit stof. Det var en hård tid med overlevelse. Jeg havde ikke råd til at deltage i de sociale studieaktiviteter, og jeg lukkede mig mere inde i mig selv.

Efterfølgende vaklede jeg lidt rundt i et sabbatår, hvor jeg havde lidt småjobs og var sygemeldt. I den periode brugte jeg nok omkring 3-4.000 kroner på psykolog om måneden, som jeg finansierede med et forbrugslån i banken. Men jeg fik det langsomt bedre, og året efter kom jeg ind på journalistuddannelsen i Aarhus. 


Universets fuckfinger

Det var en dejlig maj måned, og jeg havde kun en måned tilbage af 1. semester, før jeg skulle på sommerferie tilbage til Amager. Så døde min far….

Han var ellers kommet sig helt ovenpå blodproppen, var økonomichef i en kommune, læste til MBA-uddannelse og dyrkede off-road mountainbike. Den mand stod aldrig stille, så da han en aften faldt om på køkkengulvet og døde af hjertestop, føltes det som, at universet gav mig en kæmpe fed fuckfinger. Jeg havde altid forberedt mig på, at min lillebror skulle dø. Ikke min far. 

Der gik nogle arvepenge ind på min konto lige efter, han døde. Jeg husker ikke, hvad jeg brugte dem på, det eneste jeg vidste var, at jeg i hvert fald ikke behøvede at gemme dem. Jeg tror bare, at jeg overlevede. 

Efter jeg startede på studiet igen, tog jeg SU-lån, så jeg havde penge til at køre til København hele tiden. Jeg skulle bare hjem, når jeg kunne. Nå ja, og så også til psykolog. 600 kr for en time. Bum. Det får man sjovt nok ikke bare sådan udleveret af kommunen.

Midt i kaosset friede Jacob til mig. Vi havde nok begge brug for et lyspunkt i mørket. En drøm vi kunne spare op til. Hver måned satte vi penge til side til brylluppet, og sådan et opsparingsmål havde jeg aldrig kunne holde før. Det gav mig blod på tanden til at få styr på min økonomi, og det fik jeg også i en periode. 

Herfra hvor jeg står 

I toget sad jeg der igen. På vej mod Aarhus. Mit liv var igen kaos, og det satte sine spor på kontoen. Jeg var træt af det. Træt af, at jeg egentlig havde styr på budgetter, madplaner etc, men når livet ramlede, så gav jeg slip. Men jeg kunne mærke, at denne gang var anderledes. Jeg ville ikke længere vente på bedre tider til at takle minusset på kontoen, for livet kommer altid i vejen. Det blev startskuddet for min pengerejse, og i dag har jeg betalt forbrugslån og kassekreditter ud, kommet ud af de dårlige handlemønstre og skilt mit personlige kaos fra min konto. Derfor bruger jeg også utrolig meget energi på at videreformidle min pengerejse for at inspirere andre til, at de kan starte deres. 

Det handler ikke kun om at kunne lægge budgetter, finde de billigste forsikringer og handle tilbud, men også at turde kigge ind i sig selv og gøre op med sin fortid. Privatøkonomi kan nogle gange føles som en supertanker, der skal vendes. Det kan ikke kun gøres med en budgetplanlægning i Luksusfælden, inden reklamerne kommer på. Nej, det er et helt mindset, der skal ændres. Man skal turde kigge indad, gøre op med sin fortid og arbejde med den.

En ny kjole, sushi til aftensmad eller en impulsiv ferie kommer aldrig til at ændre på de følelser, jeg har indeni. Pengene løser ikke problemet. Det skal komme indefra.

I dag finder jeg lykke i de små ting; Se mine børn lege med hinanden på stranden, sidde med en kop kaffe på altanen og se solnedgangen, at have mad i maven og tag over hovedet, og det giver bare en fantastisk ro i kroppen, at pengene ikke styrer mig. Styrer mine følelser. Det er mig, der er i kontrol.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *